Aars Brydeklub6 minute read
February 10, 2019

NB-Stævne i Jyden Aalborg

Flotte resultater for Aars Bryderne I Aalborg

Aars Brydeklub havde denne weekend 12 brydere til NB-Stævnet i Brydeklubben Jydens lokaler i Aalborg. Derfor var Aars den anden største klub målt i deltagere til stævnet, kun overgået af værtsklubben Jyden med 13 deltagere. Ffi fra Frederikshavn blev tredje største klub med 11 deltagere. Herning og Horsens havde hver 5 deltagere og Thor Vejgaard var mødt frem med 3. Hele feltet var således på 49 deltagere, hvilket må siges at være ok på trods af flere afbud på grund af sygdom.

De 12 brydere fra Aars gjorde alt i alt en rigtig god figur til stævnet. Samlet set blev det til hele 4 første pladser, 5 anden pladser, 1 enkelt tredje plads og 2 der blev nummer fire. I gruppe 1 Vandt Lucia Stengaard begge sine kampe og sluttede derfor på en flot første plads. Lucia Er først i denne sæson begyndt at bryde ved siden af hendes fodbold karriere, men hun har vist godt flair for brydesporten og vandt både over Wilma Brædstrup fra Ffi og Milla Nørgaard fra Thor V. I gruppe 2 havde Aars Brydeklub 2 deltagere. Dette endte op med en første plads og en fjerde plads. Aslan Stengaard havde en hård dag og måtte se sig slået i alle sine tre kampe, men humøret var trods alt i top ved dagens slutning. Bedre gik det for Theo Brix. Han har holdt en mindre pause fra stævnedeltagelse og har koncentreret sig om træningen i klubbens lokaler i Østermark hallen i Aars. Har viste god kampånd og gjorde det virkelig godt. Der var noget Theo skulle bevise efter han har holdt sin pause fra stævnerne. Theo vandt både over Marcus Toft fra Jyden og Theis Larsen fra Jyden. Begge de to kampe blev der virkelig gået til stålet men Theo løb alligevel af med sejrene. The vandt også over Aslan Stengaard fra sin egen klub og blev således en overlegen nummer et. I gruppe 3 var Amin Al-Djanaby i en tre mands gruppe og skulle have to kampe. Amin lagde flot ud og besejrede Adrian Mølby fra Horsens på teknisk fald som er når man opnår et 12 points forspring. Dommeren stopper således kampen dan reglerne siger det er formålsløst at bryde tiden ud. Flot start fra Amin. I sin anden kamp var der flere problemer. Amin kæmpede virkelig godt med da tiden var slut havde Aars bryderen alligevel tabt på point 12-5, men han kunne være stolt over sin anden plads.

I gruppe 6 havde Aars tre brydere ud af fire. Så i denne gruppe skulle der selvfølgelig være gode muligheder for at få brydere på skamlen. Men det gik over al forventning. Aars brydeklub gjorde rent bord og fyldte de tre første pladser og dermed også medaljeskamlen. Dette på trods af at de tre brydere fra Aars første er begyndt i klubben i denne sæson, så der har været stor udvikling af de unge brydere. Robert Pedersen, som er den sidst ankomne til klubben, vandt alle sine kampe, både over brødrene Gustav og Emil Greisen fra Aars og Gabriel Hjardemaal fra Jyden i Aalborg. Robert fik en flot første plads for sin ulejlighed. Brødrene fra Aars Gustav og Emil skulle således kæmpe og hvem der skulle betræde andenpladsen. Det blev Gustav der rendte af med den sejr og kan så drille sin bror lidt. Det kan jo være Victor får en ny chance for sejr når Aars Brydeklub selv er vært for det næste stævne den 2. marts i HU Hallen i Haubro. Robert Pedersen nummer et, Gustav L. Greisen nummer to og Victor L. Greisen nummer tre. Bedre kunne det ikke gøres.

I gruppe 7 var Elias Lilleris også kommet tilbage som stævnedeltager. Elias har også brugt tiden i træningslokalet, men trods det fik han store problemer i denne gruppe. Elias måtte desværre se sig slået i alle sine tre kampe og endte derfor selvfølgelig på en fjerdeplads. Han måtte se sig slået af Kasper K. Nielsen og Justin Mølholt, begge fra Jyden, og Ramzan Chamaev fra Herning. Elias må tilbage til træningen og give den lidt ekstra til næste gang.

I gruppe 8 var der en sikker første plads til Aars. Her var nemlig kun to deltagere og de begge var fra Himmerlands klubben. Mateusz Kubisiak og Eyðfinn Gøte måtte kæmpe mod hinanden to gange. Når der kun er to deltagere kæmper man her til NB-stævnerne bedst ud af tre kampe. Og i de to kampe var Mateusz Kubisiak den der trak det længste strå og han endte derfor selvfølgelig på førstepladsen og Eyðfinn Gøte måtte derfor fortrække til en fortjent anden plads.

I gruppe 9 var Timi Gnatenko fra Aars kommet i gruppe med 4 andre brydere så der var mange kampe der skulle kæmpes. Timi startede godt ud ved at vinde 15-9 på point over Hjalte D. Klavsen fra Ffi. Herefter vandt han både over Muhammed og Jasin Armkov som begge er fra Herning. I sin sidste kamp måtte Timi desværre se sig slået af William Øberg fra Horsens og endte på en velfortjent andenplads. Timi blev runner up til dagens fighter pokal men også her blev Timi nummer to.

I gruppe 12 var Luca Brix fra Aars kommet i en fem mandsgruppe med tre drenge og en pige. Her gjorde pigerne rent bord og satte de tre drenge til dørs sluttelig måtte de tre drenge tage til takke med placeringerne fra nummer tre til nummer fem. Så kunne Luca Brix og Laura B. Mogensen fra Ffi mageligt kæmpe om hvem af de to der skulle nå helt til tops. De har mødtes nogle gange før med skiftende vindere, men denne weekend var det så desværre Laura der løb af med første pladsen men med Luca Brix som en flot nummer to.

Alt i alt ser det godt ud for Aars Brydeklub når de selv skal afholde det næste stævne i rækken den 2. marts i HU Hallen i Haubro. Hvis man ønsker at følge de unge brydere fra Aars er alle velkomne i hallen og kampene starter kl. 10:00.

På billedet ses bagerst fra venstre: Amin Al-Djanaby, Mateusz Kubisiak, Eyðfinn Gøte, Luca Brix, Træner Clara J. Stuhr og Dommer Raad Al-Djanaby. I midten fra venstre: Victor L. Greisen, Lucia Stengaard, Robert Pedersen, Elias Lilleris, Gustav L. Greisen og Aslan Stengaard. Liggende fra venstre: Timi Gnatenko og Theo Brix.